Forretningsbetingelser

Indledning:

Disse forretningsbetingelser gælder for enhver opgave, som NEPTUN Advokatfirma, CVR.NR. 41227850 påtager sig, medmindre andet er aftalt skriftligt.

NEPTUN Advokatfirma er organiseret som enkeltmandsvirksomhed, og alle advokaterne er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og er en del af Advokatsamfundet. I tillæg til forretningsbetingelserne udøver vi advokatvirksomhed i overensstemmelse med de advokatetiske regler, som kan findes på www.advokatsamfundet.dk, og retsplejelovens regler om advokater.

Opgaven:

Når vi påtager os en ny opgave, udarbejder vi en ordrebekræftelse. Ordrebekræftelsen fastslår vores forståelse af opgaven, hvilket arbejde vi forventer at skulle udføre og om muligt et samlet honorarskøn for opgaven. Vi skønner det samlede honorar i forhold til den forventede arbejdsopgave. Hvis arbejdsopgaven ændres i takt med, at vi kommer dybere ind i sagen, vil vi orientere om de ændrede forudsætninger. I løbende kundeforhold og i mindre sager, hvor kunden selv entydigt har beskrevet opgaven, eller i hastesager, kan dette fraviges.

Interessekonflikter:

Vi påtager os ikke sager, som indebærer interessekonflikter mellem NEPTUN Advokatfirmas kunder. Før vi påtager os en opgave, undersøger vi mulige interessekonflikter med eksisterende kunder. Hvis en interessekonflikt opstår, henviser vi kunden eller kunderne til en anden advokat.

Identitetsoplysninger:

NEPTUN Advokatfirma er – på linje med andre advokatvirksomheder – omfattet af loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge. Vi har derfor pligt til at indhente og opbevare identitetsoplysninger. Der henvises i den forbindelse til vores persondatapolitik.

Såfremt NEPTUN Advokatfirma ved behandlingen af en sag er omfattet af reglerne i Lov om forebyggelse mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), måtte få mistanke om, at kunden er ved at hvidvaske penge eller finansiere terrorisme, er NETPTUN Advokatfirma forpligtet til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØIK) om aktiviteterne samt videregive de af NEPTUN Advokatfirma indhentede identitetsoplysninger til SØIK. NEPTUN Advokatfirma må i sådanne tilfælde ikke orientere kunden om, hvorvidt underretning har fundet sted.

Honorar:

Advokater må ikke kræve et højere vederlag for deres arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. Vores honorar fastsættes på grundlag af en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår hensyn til:

  • det anvendte tidsforbrug
  • hvem, der har medvirket til at løse opgaven
  • opgavens kompleksitet
  • om opgaven har nødvendiggjort en indsats under betydeligt tidspres
  • den betydning, opgaven har for dig
  • det ansvar, der er forbundet med at løse opgaven
  • det opnåede resultat.

Vores honorar er eksklusiv relevante omkostninger og tillæg.

Det kan være vanskeligt at beløbsfastsætte et honorar, når vi modtager en opgave. Efter anmodning afgiver vi gerne – og altid overfor forbrugere – et begrundet overslag og oplysning om de forventede omkostninger og udlæg, ligesom vi så tidligt som muligt orienterer kunden, hvis det viser sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget.

Betaling og depositum:

Almindeligvis udsteder vi en faktura, når opgaven er afsluttet, dog løbende såfremt det fremgår af ordrebekræftelsen.

Ved større eller længerevarende opgaver afregnes salæret bagud hver måned, medmindre andet er aftalt.

Betalingsbetingelserne er 8 dage fra fakturadato, og der tillægges moms efter de gældende regler.

Efter en konkret vurdering forbeholder vi os retten til at opkræve depositum i sagen – dette både ved opstart, men også løbende i sagen – hvilket sker til dækning/delvis dækning af det forventede honorar til NEPTUN Advokatfirma.

Forudbetaling:

Vi forbeholder os ret til at afkræve forudbetaling for de udlæg og eventuelle opgaverelaterede omkostninger, der skal afholdes som led i sagsbehandlingen til eksempelvis rimelige rejse- og opholdsudgifter, gebyrer, retsafgifter, skønsmænd eller lignende, såfremt sagens karakter efter vores skøn nødvendiggør det.

Klientmidler:

I det omfang vi modtager depositum, forudbetaling eller deponering af omkostninger, vil sådanne betalinger blive betragtet som klientmidler, der skal indestå på en klientkonto, hvor tilskrevne renter (både positive og negative renter) tilfalder/afholdes af kunden.

Indeståender på klientkonti er omfattet af det generelle loft på EUR 100.000,- (ca. kr. 750.000), som er fastsat i lov om en indskyder- og investorgarantiordning for dækning i tilfælde af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud. Dækningsloftet beregnes for det enkelte pengeinstitut pr. kunde og omfatter kundens indeståender på egne konti, på separate klientkonti og på samleklientkonto.

NEPTUN Advokatfirma påtager sig intet ansvar for en kundes tab som følge af det kontoførende pengeinstituts økonomiske sammenbrud.

NEPTUN Advokatfirma har klientbankkonti i Spar Nord Bank.

Fortrolighed:

Alle oplysninger, som vi modtager i forbindelse med en opgave, behandles som fortrolige, medmindre det fremgår af omstændighederne, at de ikke er af fortrolig karakter.

Anvendelse af vores rådgivning:

Vores rådgivning er målrettet den konkrete opgave og må ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige forhåndsaccept. Medmindre andet aftales, er vi alene ansvarlige i forhold til kunden for den ydede rådgivning.

Kunden har ret til at anvende det konkrete skriftlige materiale, som vi har udarbejdet til brug for en given sag, mens NEPTUN Advokatfirma har og bibeholder alle ophavsrettigheder og andre immaterielle rettigheder til materialet.

Opbevaring af sager:

NEPTUN Advokatfirma fuldfører opgaven til dens naturlige afslutning, eller indtil kunden anmoder om, at sagen afsluttes. Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakter i mindst 10 år fra sagens afslutning.

Om opbevaring, sletning, indsigt i data mv. henvises i øvrigt til vores persondatapolitik.

Lovvalg og værneting:

Enhver tvist mellem en kunde og os skal løses i overensstemmelse med dansk ret.

Værneting er retten i Horsens.

Klager:

I tilfælde af uoverensstemmelser mellem NEPTUN Advokatfirma og en kunde, da opfordres kunden i første omgang til at rette henvendelse til NEPTUN Advokatfirma med henblik på en mindelig løsning på sagen. Dette kan ske ved kontakt følgende e-mail adresse: kontakt@neptunlaw.dk.

Ønsker kunden ikke at indgå i dialog med NEPTUN Advokatfirma eller opnås en løsning ikke, da kan klages indgives til Advokatsamfundet.

På Advokatsamfundets hjemmeside kan læses om mulighederne for at klage. I tilfælde af en tvist om salæret og/eller utilfredshed med en af vores advokaters adfærd, kan der klages over salærets størrelse og/eller adfærd til Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K eller via e-mail: klagesagsafdelingen@advokatsamfundet.dk. Læs mere på www.advokatnaevnet.dk.

Ansvar og forsikringsdækning:

Alle advokater hos NEPTUN Advokatfirma er omfattet af vores ansvarsforsikring og garantiordning, som er tegnet hos Tryg Forsikring A/S.

Vores ansvar er i enhver henseende begrænset til kr. 2,5 mio. og gælder, uanset hvor advokatvirksomheden er blevet udøvet.

Vores ansvar omfatter ikke økonomiske konsekvenstab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image mv. eller andre former for indirekte tab.

Vi hæfter ikke for eventuelle fejl begået af andre rådgivere, som vi har henvist kunden til, ligesom vi ikke hæfter for eventuelle fejl begået af underleverandører, som vi efter aftale med kunden har overladt dele af opgavens løsning til.